Tidligere ministre og Vive-direktør skal gentænke ydelser

Torben Tranæs bliver formand for Ydelseskommissionen, hvor også Benedikte Kiær og Jytte Andersen skal sidde.

Regeringen har tirsdag nedsat den kommission, der skal se på ydelser i kontanthjælpssystemet.

Formand for Ydelseskommissionen, som er kommissionens navn, bliver professor Torben Tranæs. Han er forskningsdirektør i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

Han er desuden medlem af Det Økonomiske Råds Formandskab.

- Kommissionen står over for en meget spændende og relevant opgave, hvor vi skal komme med vores bud på et nyt ydelsessystem, der både har fokus på børnefamiliernes økonomi, og at der er en gevinst ved at arbejde, siger Torben Tranæs i en pressemeddelelse.

Arbejdet går i gang i januar, og Ydelseskommissionen skal senest efter 12 måneder foreslå anbefalinger på ydelsesområdet, blandt andet med henblik på at bekæmpe børnefattigdom.

Kommissionen skal med sine anbefalinger understøtte, at flere kommer i beskæftigelse, og at ydelsessystemet skal indrettes mere enkelt.

Desuden skal anbefalingerne vise en vej til at finde en erstatning for kontanthjælpsloftet, sådan at loftet afskaffes, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang.

- Børn i Danmark skal vokse op under ordentlige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Og det skal et nyt kontanthjælpssystem understøtte, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Men løsningen er heller ikke bare at fjerne kontanthjælpsloftet uden at erstatte det med noget andet.

- For kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse, og der skal være en mærkbar forskel på at være på kontanthjælp og i arbejde, siger han.

De fem øvrige medlemmer af Ydelseskommissionen bliver:

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune og tidligere minister.

Jon Kvist, professor ved Roskilde Universitet.

Jytte Andersen, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef, Vive.

Mette Ejrnæs, professor i økonomi ved Københavns Universitet.

/ritzau/