Kristian Thulesen Dahl er ikke imponeret af VLAK-regeringen i den meget omdiskuterede sag om FN-migrationserklæringen Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration.
Det siger Dansk Folkepartis formand onsdag efter en hasteforespørgsel i Folketinget.
En forespørgsel, som partiet havde indkaldt til med deltagelse af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Kristian Thulesen Dahl mener, at regeringen svarede "tvetydigt" på Dansk Folkepartis kritiske spørgsmål om erklæringen.
- De (svarene, red.) bar præg af, at man forsøger både at blæse og have mel i munden, siger han.
- På den ene side siger regeringen, at det er en god erklæring, fordi man kan presse afrikanske lande til i højere grad at tage deres egne borgere hjem.
- På den anden side siger regeringen, at erklæringen ingen betydning har i de dele, der kunne genere os selv. Dér kan vi bare lade være med at tage højde for erklæringen. Men man kan ikke gøre begge dele, siger Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti er som det eneste parti i Folketinget imod, at Danmark siger ja til at tiltræde FN-migrationserklæringen i næste uge i Marrakech i Marokko.
/ritzau/