Mogens Lykketoft kom i går med hård kritik af regeringens midlertidige dagpengeløsning, som har sendt over 30.000 personer ud af dagpengesystemet.
Lykketoft sagde blandt andet om konsekvenserne af regeringens ændringer i dagpengeretten:
“Snart står vi tilbage med virkningerne af det mest brutale angreb på Den Danske Model, som hidtil er gennemført."
Han får nu opbakning fra flere partifæller og sætter dermed Thorning under pres. Det skriver BT.
Jan Johansen, der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, siger til avisen:
"Parterne skal sætte sig sammen, og vi skal lave en dagpengereform, der passer til arbejdsmarkedet, så alle mennesker ikke bliver smidt ud. Det skal blive lettere at genoptjene retten til dagpenge."
Også Bjarne Laustsen (S) bakker op:
- Jeg er fuldstændig enig i Lykketofts syn på konsekvenserne af dagpengeforliget, og jeg håber, vi kan finde en løsning inden valget, siger han til BT.
Den nye SF-formand, Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl er også med i det kritiske kor, og vil stille spørgsmål til Thorning i dagens spørgetime.