Der er lagt i kakkelovnen til mere end bare almindeligt hårde forhandlinger på et todages EU-topmøde, der netop er gået i gang i Bruxelles.
Det erkender statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på vej ind til mødet, hvor selve EU-samarbejdets fremtidige fundament og euroens byggesten skal diskuteres.
Italiens premierminister, Mario Monti, advarer imod, at det kan få katastrofale følger, hvis de rette beslutninger ikke bliver taget for at hjælpe hans eget og andre kriseramte lande.
Fremtrædende tyske regeringskilder svarer igen ved advare mod overdrevet hysteri.
- Det er meget store ord, og det er nok en måde at varme op til det store slagsmål, som skal være blandt eurolandene, siger Helle Thorning.
- Det skal nok blive en lang nat, det tror jeg helt bestemt.
Topmødet er det sidste under dansk formandskab, og statsministeren understreger, at der endnu engang er tale om en afgørende komsammen.
- Det er et vigtigt topmøde, og det ved jeg godt, vi altid siger, og at man altid hører det ude i stuen. Men det er et vigtigt topmøde, understreger Helle Thorning.
Hun forstår "bestemt godt", at eurolandene har behov for at finde en køreplan for, hvordan man redder den skrantende fællesvaluta.
Den afgående EU-formand maner dog til besindighed i forhold til, hvor store beslutninger der skal træffes om euroens fremtid.
- Det er ikke sådan, at vi går herfra og har fået en helt ny euro. Det er en lang proces, og vi kan også se, at der er temmelig stor uenighed mellem eurolandene, fortæller hun.
Og selvom Danmark stadig har kronen, er det ikke uvæsentligt for danskerne, hvad der sker med den fælles mønt:
- Alt, hvad der sker i euroen, påvirker Danmark, dansk økonomi, dansk velfærd. Vi har en kæmpestor interesse i, at det kommer styr på euroen.