Thorbjørn Olesen fortsætter storform: Klar til US Open

Sport
Thorbjørn Olesen er klar til US Open for anden gang. (Foto: Foto: Filippo Venezia/Scanpix)

Thorbjørn Olesen er klar til US Open for anden gang i karrieren efter kvalifikationen i England.

Den danske golfstjerne Thorbjørn Olesen fortsætter storformen.

Søndag triumferede han i European Tour-turneringen Italian Open, og mandag banede han sig vej til majorturneringen US Open, der spilles senere i juni.

Det skete i kvalifikationen på Walton Heath syd for London.

De 14 bedste kvalificerede sig, og Olesen gjorde sig klar til US Open med en delt 12.-plads i seks slag under par.

Olesen kom først til England med et fly fra Italien sent søndag aften, skriver TV3 Sport.

Det er anden gang i karrieren, at Thorbjørn Olesen deltager i US Open. Han deltog også i 2013, hvor han ikke klarede cuttet.

Med søndagens triumf nåede han op på fem European Tour-triumfer. Søndagens sejr bragte ham op som nummer 75 på verdensranglisten.

Nu gælder det om at holde den gode form frem imod US Open, der spilles fra 14. til 17. juni.

/ritzau/