Thomas Blachman klar med ny opfindelse: Jeg begyndte at eksperimentere

Indtil videre er stolen produceret i 150 eksemplarer og koster 2.450 kroner. (Foto: Foto: PR)

Thomas Blachman har udviklet en stol som bringer de voksne i øjenhøjde med børnene. Og så kan stolen redde ægteskaber, siger han.

Den 55-årige Thomas Blachman, far til to, musiker, X Factor-dommer og nu også møbeldesigner, har skabt en stol som skal få børnene med i samtalen ved spisebordet.

Stolen er netop blevet lanceret i Illums Bolighus i København og ved første øjekast ligner stolen ikke noget nyskabende, men Thomas Blachmans tanker bag designet er at bringe familien i øjenhøjde med hinanden.

Den nyslåede møbeldesigner siger til Se og Hør, at vi skylder vores børn at give dem en stol, de kan sidde i, og hvor vi kan føre en samtale:

- Man arbejder hele dagen, og så sidder man ved bordet med sine børn, og de er urolige, fordi de sidder ad helvede til på en voksenstol, forklarer Thomas Blachman og tilføjer på sin bramfrie facon, at stolen kan redde ægteskaber.

Stolen er døbt I øjenhøjde-stolen og kom til verden, da Thomas Blachman begyndte at eksperimentere:

- Det blev mig en ubærlig frustration, at vi fortæller vores børn, at de skal sidde ordentligt ved spisebordet, når faktum er, at de sidder af helvedes til.

- Jeg fik idéen til I øjenhøjde-stolen, fordi der manglede et trin mellem småbørnenes højstol og de voksnes spisebordsstol. Effekten var mirakuløs. Samtalen kunne begynde. Ingen taler ned til nogen, ingen taler op til nogen. Alle er ligeværdige, når de er i øjenhøjde, udtaler Thomas Blachman i præsentationen af stolen.

Til Se og Hør fortæller han, at han selv har finansieret udviklingen af stolen, og at den er lavet i samarbejde med Rune Bruun Johansen, Kristian Nyholm og Jacob Wildschiødtz.

Indtil videre er den produceret i 150 eksemplarer og koster 2.450 kroner.