Det går godt for verdens førende elbil, Tesla. Og når det går godt for den, går det også godt for den karismatiske ejer og stifter af mærket, Elon Musk.
Således er han nu den tredjerigeste mand i verden ifølge erhvervsmediet Bloomberg. Elon Musk er god for intet mindre end $117.5 mia. Det svarer til godt 738 milliarder gode danske kroner.
Det skød ham forbi stifteren af Facebook, Mark Zuckerberg. Det er i det hele taget kun amerikanere i toppen af denne liste. Verdens rigeste mand er stadig stifteren af Amazon, Jeff Bezos og nummer to er Bill Gates, stifteren af Microsoft. Sidstnævnte kunne dog være endnu rigere, hvis ikke han donerede millarder væk til godgørende formål hele tiden.
Tesla kører derudaf
Trods corona-pandemi og generel nedgang i bilsalget verden over, så har Tesla formået at producere tæt på 500.000 enheder af de elektriske biler. Selv om det kun er ganske få i forhold til de mængder af biler andre store bilmærker producerer, så er der alligevel en meget højere indtjening per enhed for Elon Musk, der lige nu har to kæmpefabrikker, en i USA og en i Kina, mens en stor ny Tesla-fabrik snart åbner i Tyskland.
Hans rumprogram har også medvind. For nylig sendte han fire astronauter af sted til Den Internationale Rumstation med stor succes.