Politiet mener at have opklaret et livsfarligt knivstikkeri på Frederiksberg i slutningen af maj.
En 17-årig dreng er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, og han sigtes for drabsforsøg, oplyser politiet.
- Gennem efterforskning, afhøringer og andre ting har vi fundet frem til ham, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben fra Københavns Politi.
Forbrydelsen skete 26. maj tidligt om morgenen på Sankt Markus Plads.
Offeret er en skoleelev på 19 år, som blev ramt af et dybt knivstik i maven.
- Lægen siger, at han har været i manifest livsfare, siger Hans Erik Raben med henvisning til,at offeret har været i synlig eller påviselig livsfare.
Både offeret og den nu fængslede havde tilsyneladende forinden været til den samme fest.
Ifølge de foreløbige oplysninger kom en gruppe på fire i slagsmål med den 19-årige, og det var i den forbindelse, at en kniv med et 15 centimeter langt blad blev trukket frem og brugt.
Hvad de unge nærmere var uenige om, ønsker politiet af hensyn til den videre efterforskning ikke at oplyse om.
/ritzau/