Team Tvilling satser på ny ekstrem udfordring

Sport
Udover Steen og Peder Mondrup består Team Tvilling også af maraton-parrets storebror. (Foto: Foto: PR)

Tvillingerne Steen og den spastisk lammede Peder Mondrup vil i den kommende weekend forsøge at gennemføre to maraton-udfordringer i Grønlands isnende kulde.

De på flere måder grænseoverskridende tvillinger Steen og Peder Mondrup tager nu kampen op mod den grønlandske indlandsis.

Tvillingerne i Team Tvilling stiller nemlig til start i, hvad der bliver kaldt, verdens koldeste maraton; "Polar Circle Marathon".

Udfordringen bliver således ikke kun den klassiske maratondistance på 42,195 kilometer, men også en rå og bidende kold natur, sne op til 40 centimeter og hårde vinde. Dertil kommer 175 andre deltagere, som også vil gøre deres for at nå i mål.

Gletsjere, tundraer og arktisk ørken

Det er Team Tvillings hårdeste udfordring til dato. Steen og Peder Mondrup gennemførte i 2014 Copenhagen Ironman - en bedrift der skete under under stor bevågenhed i og med Peder Mondrup er spastisk lammet og sidder i kørestol, og det således er Steen, der skal skubbe parret over den tykke indlandsis og gennem de enestående landskaber med gletsjere, tundraer og arktisk ørken.

- Vi har arbejdet på projektet i et år. Alene at få tilladelser til at deltage fra lægerne har været en sjov udfordring, men når vi kan blive udsat for minus 18 grader i op til syv timer, så er det nok bedst at have lægernes ord for, at det er forsvarligt, fortæller Steen Mondrup.

Men det bliver ikke kun et spørgsmål om, at Steen fysisk kan gennemføre turen. Hovedfokus vil nemlig være at holde Peder varm. Det er blevet testet i et kølerum med minus 25 grader.

- Det gjorde os lidt klogere på hovedbeklædning for eksempel. Og Peder kunne fint holde varmen.

Maraton igen og igen

Starten går lørdag 28. oktober, hvor Steen triller Peder frem til startsnoren i en specieldesignet løbevogn med pigdæk og snowboard.

Og når man alligevel er på de kanter, kan man ligeså godt tage en udfordring mere, siger Steen Mondrup. Søndag er der nemlig et halvmaraton i samme terræn. Klarer man dette, er præmien et medlemskab i en fornem klub og samtidig en ekstra medalje: "The Polar Bear Challenge".

Det er en udfordring, tvillingerne ikke vil lade passere, så den tager de også med.