Team Esbjerg måtte se sig slået i lørdagens semifinale i pokalturneringen trods en stor føring mod Odense, men onsdag aften rejste Esbjerg sig med en ligasejr.
På udebane vandt holdet med 26-23 over Herning/Ikast i en direkte kamp mellem nummer fire og fem i HTH Ligaen.
Team Esbjerg har nu 22 point ligesom København, mens Herning/Ikast på femtepladsen har 20 point.
Esbjerg skulle lige i gang i kampen, og Herning/Ikast kunne bringe sig foran med 5-2, inden vestjyderne fik styr på spillet og vendte stillingen til føring 8-6.
Første halvleg fortsatte afvekslende med skiftende føringer, og halvvejs førte udeholdet spinkelt med 12-11.
Esbjerg lagde også bedst for efter pausen, og med det femte mål i træk skabte holdet et forspring på 15-11.
Herning/Ikast opgav ikke og var tilbage og snuse ved stillingen 19-21, men i kampens afslutning var Esbjerg bedst og kom på 26-20, inden hjemmeholdet pyntede på facit til sidst.
Kristina Liscevic blev topscorer for vinderholdet med otte mål, hvoraf syv var på straffekast. Tonje Løseth scorede syv gange for hjemmeholdet.
/ritzau/