Vinter-OL i Sydkorea blev ingen succes for dansk curling, da både de danske mænd og kvinder endte på sidstepladsen.
Det får Team Danmarks direktør, Lone Hansen, til at åbne for skærpede krav til danskerne i kvalifikationen til OL.
- Det er ikke tilfredsstillende, at vi har to sidstepladser her. Derfor synes jeg også, det skal diskuteres, hvorvidt man skal deltage i et vinter-OL, når man kommer med på de sidste pladser.
- Om det at kvalificere sig er nok til, at vi skal ind og investere de her ret store beløb, siger Lone Hansen til DR.
Direktøren vil tage en snak med Dansk Curling Forbund, og Team Danmark vil generelt overveje fremtiden for deltagelse ved et vinter-OL på tværs af alle sportsgrene.
- Nu skal vi evaluere på det og se, hvad der skal fortsætte. Vi skal tænke lidt over, hvad det egentlig er, vi synes, der skal til for at repræsentere nationen, siger Lone Hansen.
Skipper Madeleine Dupont og resten af det danske curlinghold hos kvinderne led otte nederlag og hentede en enkelt sejr i Sydkorea.
Hos mændene blev skipper Rasmus Stjerne og co. noteret for syv tabte kampe og to sejre.
/ritzau/