Den danske billedkunstner Nadia Plesner har her til eftermiddag vundet en stor og noget uventet sejr ved en hollandsk domstol. Dermed undgår hun formentlig økonomisk ruin.
Dommeren har annulleret en afgørelse fra tidligere i år, som pålagde den kunststuderende at betale dagsbøder for en samlet værdi af 3,5 mio. kroner.
Baggrunden er, at hun har malet et maleri, hvor en taske fra modegiganten Louis Vuitton indgår som et iøjnefaldende element på armen af en udsultet dreng fra den hårdt plagede Dafur-provins. Det fik taskeproducenten til at fare i flint.
Men nu ser det altså ud til, at Nadia Plesner vinder sagen. Og det bringer i den grad glæde i det lille hjem i Holland, hvor hun studerer på kunstakademiet.
"Jeg var selvfølgelig fuldstændig overdådigt lykkelig. Tårene trillede ned af kinderne for at være helt ærlig. Det er så fantastisk et resultat, som er kommet i dag. Jeg er så glad og taknemmelig. Det har været en meget stressende periode," siger Nadia Plesner oven på afgørelsen til Newspaq.
Det er dog endnu usikkert, om det sidste punktum er blevet sat i sagen. Louis Vuitton kan nemlig stadig anke dommen til den øverste instans i det hollandske retssystem.
"Jeg håber virkelig, det sluttet her, men nu må vi se, hvad der sker," lyder det fra Nadia Plesner.
Flere kritikere har anklaget billedkunstneren for selv at have påkaldt sig den ubehagelige sag. Tilbage i 2008 rodede hun nemlig for første gang uklar med Louis Vuitton med en meget omtalt t-shirt-kampagne, hvor samme motiv fik Louis Vuitton op ad stolen.
Men de kritikere afviser Nadia Plesner, der påpeger, at hun rådførte sig med en advokat inden hun lavede sit provokerede motiv med maling og pensel.
Og hun fastholder sin kunstneriske ret til at udtrykke sig.
"Jeg synes ikke, det skal være op til Louis Vuitton, hvad jeg skal male eller ikke male. Tasken er brugt som reference til statussymboler og ikke som sådan til Louis Vuitton. Via den her sag har maleriet fået enormt meget opmærksomhed - og dermed også situationen i Dafur. Og det er bare fantastisk," påpeger Nadia Plesner.