Tandforsikringer bliver i stigende grad en del af danske lønpakker. Ifølge en opgørelse fra Dansk Tandforsikring har selskabet i første halvår af 2024 solgt over dobbelt så mange forsikringspolicer som i samme periode for fem år siden. Samtidig er salget steget med 32 procent i årets første seks måneder sammenlignet med andet halvår af 2023. Denis Lewinsky, direktør for Dansk Tandforsikring, fortæller:
– Markedet for tandforsikringer er blevet mere modent, og virksomheder ser nu fordelene ved at inkludere dem i lønpakker – ligesom pensionsopsparinger. I første halvår, hvor lønforhandlinger typisk finder sted, ser vi en markant stigning i henvendelser fra virksomheder, der ønsker at inkludere tandforsikringer strategisk.
Ifølge Denis Lewinsky er tandforsikringer blevet et værktøj for mange virksomheder til at tiltrække og fastholde medarbejdere.
– Virksomheder bliver i stigende grad opmærksomme på, at selvom tandforsikring kun udgør en lille del af en lønsum, kan den have stor langsigtet økonomisk betydning. Det skyldes, at danskerne i udgangspunktet betaler 85 procent af tandlægeregningen selv, og tandforsikringer reducerer egenbetalingen, især ved dyre behandlinger som tandkroner og implantater, siger Denis Lewinsky.
Virksomhederne rækker selv ud
Hvor Dansk Tandforsikring tidligere opsøgte virksomheder, er det nu blevet omvendt, fortæller Denis Lewinsky.
– Det er nu oftere tillidsfolk, CFO'er og HR-medarbejdere, der kontakter os angående tandforsikringer til deres medarbejdere. Den ændring afspejler en stigende interesse for tandforsikringer som en del af lønpakkerne og som et redskab til employer branding, siger Denis Lewinsky og tilføjer:
– Vi oplever også oftere nu end for få år siden, at en medarbejder eller medarbejdergruppe selv tager direkte kontakt til os i forbindelse med en lønforhandling.