Tandkort afslører: Bil på bunden af havn indeholdt drabsmistænkt

Krimi
Politi bekræfter: Lig fundet i bil i havnen (Foto: Per øxenholt/Ritzau Scanpix)

Der var tale om den drabsmistænkte Bent Ovesen, der i sidste uge blev fundet i Kolding Lystbådehavn.

Da dykkere torsdag aften i sidste uge fandt et lig i en bil på bunden af Kolding Lystbådehavn, rettede mistanken sig straks mod den drabsmistænkte og eftersøgte Bent Ovesen.

Tirsdag har Retsmedicinsk Institut via tandkort fastslået, at antagelsen var rigtig.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Et af de tidlige praj var, at bilens nummerplade og model passede på Bent Ovesens. Han er ikke blevet set siden drabet på hans hustru 28. oktober sidste år.

Hun blev slået ihjel i parrets hjem i Kolding. Politiet formoder, at Bent Ovesen har slået sin hustru ihjel og derefter er kørt i havnen.

Der er ved undersøgelserne af Bent Ovesen ikke fundet nogle tegn på, at der er sket en forbrydelse mod Bent Ovesen.

Politiet oplyser, at man betragter drabssagen som opklaret. Derfor stopper efterforskningen. Sagen videregives til anklagemyndigheden.

Sydøstjyllands Politi har ikke flere kommentarer.

/ritzau/