Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnij ligger i respirator, efter at han angiveligt er blevet forgiftet torsdag morgen.
Det oplyser hans talskvinde Kira Jarmysj på Twitter, hvor det fremgår, at Navalnyj er bevidstløs og behandles på intensiv.
Navalnij, der er kendt som en af præsidents Putin hårdeste kritikere, blev dårlig, da han var på vej tilbage til Moskva fra byen Tomsk i Sibirien, fortæller talskvinden videre.
Flyet blev tvunget til at lande i byen Omsk, hvor oppositionslederen blev indlagt på hospitalet torsdag morgen. Her ligger han nu ifølge talskvinden i respirator som følge af at have drukket noget te, som var forgiftet.
– Læger siger, at giften absorberes hurtigere gennem den varme væske, skriver talskvinden, der har anmeldt sagen til politiet.
Hun oplyser også, at testresultaterne er blevet forsinket, og at hospitalslægerne nægter at tale med Navalnijs egen læge Anastasija Vasilijeva, der bekræfter situationen på Twitter:
- Bastarder og kvæg. “Allergi” igen. Akutlægen ønsker ikke at tale med mig. Jeg flyver til Omsk.
Putin-kritikeren Navalnij blev sidste sommer indlagt på hospitalet - angiveligt på grund af en kraftig allergisk reaktion. Men også dengang var der mistanke om, at han var blevet udsat for kemisk påvirkning.