Wimbledon er sport, underholdning og drama af bedste skuffe – ikke så sært, at skidtet sælger. Henmans slid af en sejr over Moya kan allerede fra turneringens første runde udstilles som et fantastisk eksempel.
Derfor må man håbe, at transmissionen af danske Kristian Pless indledende kamp mod russeren Youzhny kun blev transmitteret til danske tv-apparater. O.k., Pless var oppe mod en 14.-seedet, så modstand af rang var selvfølgelig at forvente. Og der var der fuld tryk på de russiske kedler fra start til slut. At Pless tabte 3-0, vil ingen løfte et bryn over, men man kan med god ret spørge, hvorfor Pless selv spillede hele den kamp igennem på den mest uengagerede og u-fightende måde?
Ja, man spørger sig selv, hvad han overhovedet var taget til Wimbledon efter, hvis det her var varen, han havde tænkt sig at levere. Sjældent har medkommentator Tauson så utilsløret efterlyst elementært engagement og kampgejst hos en dansk tennisspiller – og med rette.
Det er o.k. at tabe til en velkvalificeret overmagt, og det er o.k. at blive skadet og udgå. Men det er ikke o.k. at stille op til kamp, hvis ikke man gider at kæmpe. Og det gør Pless ikke. Det er selvfølgelig ærgerligt for danske tennisfans, at den eneste mandlige deltager er ude, men på den anden side: Dansk tennis var hellere foruden en så dårlig repræsentant, og sportsudøvere i al almindelighed var ligeledes helst foruden et så dårligt eksempel. Tag hjem, Pless – og bliv der!