Er du mand og får du kræft, sukkersyge, en hjertesygdom eller corona, så skal du regne med, at overdødeligheden er op mod det dobbelte for mænd i forhold til kvinder, når det gælder netop de fire sygdomme.
Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen ifølge Faglige Seniorer.
Konkret viser data, at mænd har:
- 40 procent større dødelighed af kræft.
- 70 procent større dødelighed af diabetes.
- 75 procent større dødelighed af hjertesygdomme.
- 80 procent større dødelighed af corona.
I et skriftligt svar til Folketingets sundhedsudvalg har sundhedsminister Sophie Løhde (V) forklaret, at en del af forklaringen på overdødeligheden er mænds livsstil.
- En del af den kønsforskel der ses mellem mænd og kvinders dødelighed i forhold til kræft, diabetes og hjertesygdom kan forklares ved forskelle i mænd og kvinders sundhedsadfærd som for eksempel rygning, svær overvægt og stort alkoholindtag, fremgår det af ministerens svar.
De tørre tal viser, at 22 procent mænd mod 16 procent kvinder ryger, ligesom der historisk også har været flere mænd end kvinder der røg. Desuden ryger mænd mere end kvinder.
Flere mænd er også mere overvægtige end kvinder. Således er 59 procent af alle mænd moderat eller svær overvægtige, mens det gælder for 46 procent af alle kvinder.
Der er også flere mænd end kvinder der drikker flere end ti genstande om ugen. Det gælder for 23 procent blandt mænd og ni procent blandt kvinder.
- Mænd har hyppigere end kvinder flere risikofaktorer samtidig som for eksempel rygning, svær overvægt og stort alkoholindtag. Flere samtidige risikofaktorer øger risikoen for at få en hjertekarsygdom, kræft eller for at dø tidligt, lyder det videre i Sophie Løhdes svar til Folketingets sundhedsudvalg.
Når det gælder den store forskel i dødelighed mellem mænd og kvinder, der rammes af corona, kan årsagen være, at mænd ofte har flere underliggende risikofaktorer, såsom hjertekarsygdomme.
Det kan øge risikoen for et alvorligt sygdomsforløb med corona.
Forskelle i mænd og kvinders dødelighed kan også hænge sammen med, at færre mænd end kvinder går til læge eller benytter andre af sundhedsvæsenets ydelser og deltager i forebyggelses- og rehabiliteringstilbud.