Folk med langvarig sygdom bliver ydmyget på jobcentrene, og selv deres læges ord bliver ikke taget alvorligt. Det fortæller bogaktuel forsker og konstaterer, at vi har fået ny gruppe af socialt udsatte.
Vi har fået en ny udsat gruppe i samfundet, og det er de forsikrede, sygemeldte borgere.
Sådan lyder et af budskaberne i en ny bog, ’Når de syge skal arbejde,’ hvor 18 sygemeldte fortæller om, hvordan deres tilstand blev værre af jobcentrenes behandling.
Opslidende arbejdsprøvninger, uvished i årevis og mistroiske sagsbehandlere er fælles erfaringer for de syge borgere, som bogens forfatter, Tina Bømler, har talt med.
Alle undtagen én af bogens medvirkende har haft almindeligt arbejde, indtil sygdommen ramte. Og mødet med systemets krav har været overrumplende for dem.
- Borgerne går psykisk ned på det, og de har voldsomme følgevirkninger af at have været i systemet, siger Tina Bømler, der er forsker og lektor, ph.d. ved Aalborg Universitet. Hun er også socialrådgiver af uddannelse.
- De kommer i meget lange forløb, hvor de bliver kastet fra det ene til det andet og sendt ud i jobafklaring. Lægens ord har intet at sige, og det er stressende at gå i uvished om, hvornår man skal sendes ud i arbejdsprøvning igen, og hvornår man bliver afklaret.
- Flere af dem er bekymrede for, om deres hus ryger på tvangsauktion, fordi de ikke kan klare kravene. De spørger hele tiden sig selv undervejs: Hvornår er det nok?
Sagsbehandler: ’Tag dig sammen’
En af de personer, der medvirker i bogen, har et alvorligt piskesmæld, men fik at vide af sagsbehandleren, at hun skulle tage sig sammen. Hun blev sendt i praktik i et rengøringsjob, men det var for hårdt fysisk, og senere blev hun sendt i en praktik, hvor hun skulle vejlede psykisk udviklingshæmmede.
”Det resulterede faktisk i, at jeg var dårligere end borgerne, og borgerne tog sig af mig i stedet for og lavede mit arbejde,” fortæller den sygemeldte borger med piskesmæld, som nu er på vej i sin fjerde arbejdsprøvning.
En anden, der har slidgigt og nedfalden forfod efter over 42 års fysisk arbejde, fortæller i bogen:
”Sagsbehandleren var spydig over for mig og mente, at jeg skulle på kontanthjælp, fordi jeg ingen små børn havde mere. Det var en ydmygende oplevelse.”
De 18 personer, som Tina Bømler har interviewet, har primært fysiske lidelser, som slidgigt, diskusprolapser, ledbetændelse, Parkinsons og skader efter trafikulykker. Alle har måttet sygemelde sig i deres arbejdsprøvninger, selvom de vidste, at det hele ville starte forfra igen bagefter med nye arbejdsprøvninger.
Sygdom skaber flere udsatte
Turen i systemet har i gennemsnit taget tre år for de sygemeldte borgere i bogen, og nogle er stadig i afklaringsforløb i håb om fleksjob eller førtidspension. Ingen af dem har fået det bedre af aktiveringerne – tværtimod.
- Kravene om aktivering gør syge mennesker dårligere, både fysisk og psykisk, mener Tina Bømler.
- Traditionelt har man ikke været udsat, fordi man var sygemeldt, men det er man i dag, fordi der er fokus på beskæftigelse frem for helbred. Vi taler om mennesker, der har arbejdet hele deres liv, og som nu er i farezonen for at blive det, man kalder socialt udsatte, simpelthen fordi de er blevet syge.
Tidspunktet, hvor det for alvor går ned ad bakke for de sygemeldte, er ifølge Tina Bømler, når sygedagpengene ikke bliver forlænget.
Så skal borgerne typisk i jobafklaringsforløb, hvor man får en ydelse, der er lavere end sygedagpengene og svarer til kontanthjælp. Betingelsen for at få en ydelse er dog, at man deltager i aktivering, praktik og/eller kurser og projekter.
- Nogle kan ikke leve op til kravene og forsvinder helt ud af systemet. De findes ikke hos Danmarks Statistik, og derfor er det svært at skaffe præcise tal på, hvor mange, det drejer sig om, siger Tina Bømler.
Lægen er sat ud af spillet
Hvor meget en syg borger kan klare, er op til jobcenteret at vurdere. Efter tre måneder kan det vælge at raskmelde borgeren og stoppe sygedagpengene, som flere af interviewpersonerne har oplevet.
Jobcentrene har gennemgående ikke taget deres lægeerklæringer alvorligt, og mange af dem har følt sig presset til at raskmelde sig før tid.
En hovedpointe i bogen er netop, at sygdom ikke længere er en sag mellem patient og læge.
- Sygdom er blevet et offentligt anliggende, hvor myndighederne er kravlet helt ind i de private gemakker, siger Tina Bømler.
- Vurderingerne er overladt til folk på jobcentrene, der ofte ikke engang har en socialfaglig uddannelse. Det er dem, der kan bestemme, hvornår du er for syg til at arbejde. De har magten til at lukke for ydelserne, så de behøver ikke at lytte til lægefaglige vurderinger. Det er fuldstændig grotesk.
Arbejde helbreder ikke de syge
Aktivering af sygemeldte borgere har været lovpligtigt siden 2010. I 2014 skar man ned på det antal uger, man kan få sygedagpenge, fra 52 til 22, og opfandt ’jobafklaring’ med den lavere ydelse.
- I 70’erne var det sjovt, da Jacob Haugaard sagde: ”Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge.” I dag er det ikke sjovt længere – det er blevet til alvor, siger Tina Bømler.
- Aktiveringskravet til de sygemeldte kan ses som en politisk holdningsændring til, hvordan vi bliver raske. Det er i tråd med, hvad Claus Hjort Frederiksen i 2008 sagde om, at det bedste for syge var at komme ud og arbejde. Det er der bare ingen forskning, der tyder på.
I bogen nævner hun et projekt, der blev lavet inden lovændringerne for at undersøge, om syge borgerne blev mere selvforsørgende af aktivering. Det blev de ikke, viste det sig.
Tidligere i år har to forskellige forskningsprojekter vist, at aktivering af syge har negativ effekt på beskæftigelsen.
Råber ad borgerne
Tina Bømler har svært ved at sige, hvad der har været værst for hendes interviewpersoner: Uvisheden om, hvad der skal ske, selve aktiveringerne, eller kontakten med jobcenteret. Det sidste vurderer hun som stærkt medvirkende til, at de syge fik det værre.
- Det er tankevækkende, hvor mange ubehagelige reaktioner, de møder undervejs fra sagsbehandlere og konsulenter, som for eksempel råber ad dem, truer dem med sanktioner og ringer konstant.
- Hovedparten oplever møderne med jobcentret som ydmygende. Mange af dem har fået alvorlige stressymptomer af det, og en af dem har været selvmordstruet.
- Og de kan jo ikke bare tage deres gode tøj og gå, for de er afhængige af at få deres ydelser, siger Tina Bømler.
Hun håber, at bogen kan være et opråb til politikere både i kommunerne og på Christiansborg:
- Det er staten, der styrer kommunernes adfærd via lovgivningen – men kommunerne kunne også vælge at presse imod. Det er der mange, der ikke gør. Jeg kan ikke se, at der er noget i vejen for at en kommune siger: ’Lad os lave en aftale om, hvor meget vi vil byde vores borgere.’
- Jeg synes, det er vigtigt at få borgernes perspektiv på et system, der ikke er en hjælp, men som tværtimod knækker dem. Vi ville alle sammen have det skidt med at skulle igennem det samme, siger Tina Bømler.
Tina Bømler er uddannet socialrådgiver, cand.scient.adm. og er lektor. Hun har tidligere udgivet en række fagbøger om socialpolitik og socialt arbejde. Den nye bog udkommer 9. januar på Hans Reitzels Forlag.