Af Rune Skyum-Nielsen
rusk@avisen.dk

Han voksede op i Københavns arbejderkvarter nummer ét. Han følger fodboldholdet Frem - arbejderklubben over dem alle - i tykt og især tyndt. I gymnasiet steppebrændte rygterne om hans grovkornede telefonfis. Han misser sjældent et boksestævne med Stald Palles nævefightere, og han har selv okset derudad i sveddunstende træningslokaler med sjippetove, venstre-højre-hooks og blodige knoer. Og nå ja, så er han Danmarks store tenorhåb. Udstyret med et organ, der kan gøre ham til en af de helt store i planetens mest patos-proppede kunstart.

Navnet er Bo Kristian Jensen, og i aften stæser han omkring på Det Kgl. Teaters Gamle Scene som den godmodige Don Ottavio i Mozarts uforlignelige "Don Juan". Rollen tæller blandt hans største til dato. Men den blonde ærkekøbenhavner blev også først spyttet ud fra Operaakademiet i sommer.

Og når Bo Kristian Jensen engang er færdig som gårdsanger og stjernetenor, kan han med lidt held se tilbage på en af de rigtig store karrierer i dansk musik. Til dato. Hvis heldet altså akkompagneres af dygtighed og flid.
»Bo Kristian har helt indlysende kvaliteter både vokalt og scenisk. Det er vigtigt, for stemme gør det ikke alene i opera. Han er ikke nogen fuser, der brænder tidligt ud.

Hvis han er tålmodig og lader sin stemme udvikle sig i det rigtige tempo, får han derimod en international topkarriere. Det er der slet ikke tvivl om,« vurderer forfatter og operadramaturg ved Det Kgl. Teater, Henrik Engelbrecht.

Eksperten kan allerede nu se og høre, at der kommer bud efter tenortalentet fra det store udland.
»Spørgsmålet er, hvor meget vi kan holde ham herhjemme. Det bedste ville være, hvis han får sig nogle børn. Så har vi krammet på ham, for der vil komme tilbud. Mange,« spår Henrik Engelbrecht.

Storebror viste vejen
Da den vævre Bo Kristian Jensen kom til verden på Sankt Josef Hospital, forudså de færreste, at han 30 år senere skulle få den slags ord med på vejen. Måske lige med undtagelse af forældrene. En mor, der var uddannet frisør. Og en far, der blandt andet tjente til huslejen for familiens 4-værelses lejlighed som vicevært og cirkusartist.

Et par år tidligere havde parret sendt deres ældste søn, Gert Henning, til optagelsesprøve på Københavns Kommunes musikskole i Valby. Egentlig gik Gert Henning til fodbold som de fleste andre drenge i Sydhavnen, men på eget initiativ - og med Lillian og Leifs velsignelse - fik han lov til at prøve drømmen af om at synge på Sankt Annæ, som skolen hedder.

Det skulle vise sig at være en af de bedre idéer. Han var et naturtalent, selvom ingen af forældrene nogensinde havde gjort noget seriøst ud af den slags.
»Men de var faktisk ret gode. Begge to. Jeg tror dog, vi fik den kraftige stemme fra min far. Han kunne altså synge igennem, når han lige skulle underholde lidt til festerne nede i fodboldklubben,« husker Bo Kristian Jensen.

Lillian og Leif indså hurtigt, at Gert Henning gemte på et organ ud over det sædvanlige. Og at Sankt Annæ var en solid skole med stærke lærerkræfter. Så da næste søn i kuldet, den fire år yngre Jan Flemming, var gammel nok, røg han samme vej.

Begge brødre begik sig som solister i Københavns Drengekor, der er en obligatorisk del af skolegangen i 6. og 7. klasse. Samme tur ventede Bo Kristian. Knægten, der ellers kunne virke sky, forvandlede sig med koruniformen - det marineblå matrostøj - på. Så krævede han spotlyset.
»Når det gjaldt om at synge, så var jeg ikke genert. Jeg kan huske, at jeg - og det var vist ikke på opfordring - optrådte til en af mine brødres konfirmation. Når jeg indtog en rolle, forsvandt nerverne,« forklarer han.

Mens Bo Kristian Jensen så småt ragede ind i teenageårene, var den 10 år ældre Gert Henning allerede ved at gøre karriere som klassisk sanger. Selv vidste brødreflokkens benjamin ikke, om han skulle vælge samme retning.

Godt nok begyndte han allerede at forme sin voksenstemme hos en sanglærer, da han fyldte 16. Men tanken om at terpe klaver og nodelæsning skræmte ham. Så lokkede en fremtid som sportsjournalist eller måske bokser mere.
»Jeg har gået ude hos Kjeld Krogh (kendt dansk træner, red.) i en del år. Alligevel kom jeg aldrig op i ringen. Det turde min mor sgu ikke give mig lov til.«

Telefonfis-mafiaen
Det med at pleje stemmen 24 timer i døgnet harmonerede heller ikke udpræget godt med Bo Kristian Jensens relativt festlige omgang med resten af tilværelsen, der blandt andet bød på hyppige opringninger til vilkårlige annoncører i Den Blå Avis. Øvelsen gik ud på, at telefonfis-mafiaen på skift skulle gætte, hvad folk prøvede at sælge. Andre gange stod feminine og ofte mindre indtagende væsner fra de andre klasser i gymnasiet for skud. De blev bildt ind, at det fiktive agentbureau Arcus tilfældigvis havde spottet dem som potentielle supermodeller via Sankt Annæ Gymnasiums elevbøger.

Til sidst fik familie og venner dog overtalt ham til at søge optagelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
»Jeg kom ind med røven i vandskorpen, fordi jeg ikke kunne spille klaver. Kombinationen af mangel på talent og lyst er jo ikke særlig heldig,« som han udtrykker det.

Lysten til konservatoriet på H.C. Andersens Boulevard manglede i det hele taget, og Bo Kristian Jensen droppede ud efter et år.
»Det kedede mig. Alt for lidt sang, alt for mange bifag.«

Den fede ro
Bo Kristian Jensen blev dog ved med at få privatundervisning, og i 2000 blev han inviteret til en masterclass med superlæreren Richard Miller i østrigske Salzburg. Miller hørte potentialet i den 24-årige dansker og tilbød ham et stipendium til sin Oberlin-skole i delstaten Ohio. Solistklassen.
»Så slap jeg pludselig for bifagene. Samtidig havde jeg godt af at komme væk. Det er en bitte by med få ting at tage sig til, og jeg arbejdede hårdere med stemmen end herhjemme.«

Da Bo Kristian Jensen vendte tilbage til Danmark, var han nærmest selvskrevet til det prestigefyldte operaakademi, og som andetårs-studerende landede han sin første hovedrolle på Det Kgl. Teater. Som Grev Almaviva i Rossinis "Barberen i Sevilla". Efterfølgende kom tilbuddet om fastansættelse. Noget, de færreste afgangselever sikrer sig så tidligt.
»Det giver en fed ro. Jeg slipper for alt det med at skulle ud og søge roller,« siger det 30-årige stortalent, som dog gerne vil ud. Rigtig ud.

Ligesom storebror Gert Henning har fået sig en international karriere med roller på eksempelvis New Yorks feterede Metropolitan Opera, så drømmer Bo Kristian større.
»Hvis de får bud efter mig, springer jeg selvfølgelig til. Men det skal være noget rigtig fedt, det, der skal trække mig væk herfra,« understreger han.

Én ting ad gangen. I aften gælder det Don Ottavio, og det glæder han sig til.
»Han er modsætningen til Don Juan. Den ordentlige mand med cykelhjelm, du ved. Men jeg prøver at gå lidt imod det image. Jeg kan godt lide at twiste det hele lidt. Give rollen noget bid.«
Man er vel fra sydhavnen. Fan af Frem, mester i telefonfis og vild med boksning.

"Don Juan" spiller fra 16. december til 30. januar på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, Kgs. Nytorv.