Den amerikanske supersvømmer Katie Ledecky sikrede sig tirsdag aften rekorden som den mest vindende kvinde nogensinde ved VM i svømning på langbane.
Med en knusende sejr på kvindernes 1500 meter fri tog Ledecky således karrierens VM-guldmedalje nummer 12, hvilket er flere end nogen anden kvinde i historien.
Inden tirsdagens løb delte hun rekorden med amerikanske Missy Franklin.
Allerede efter få hundrede meter var niveauforskellen tydelig i VM-bassinet i Budapest. Derfor var der primært spænding omkring de sekundære placeringer, samt om hvorvidt Ledecky ville slå verdensrekord.
Det blev ikke til verdensrekord, men det blev til en forventet amerikansk storsejr i tiden 15 minutter og 31,82 sekunder.
Spanske Mireia Belmonte og italienske Simona Quadarella tog sig af henholdsvis sølv- og guldmedaljen. De to var cirka 20 sekunder langsommere end Ledecky.
Senere tirsdag aften sikrede Katie Ledecky sig endnu en finaleplads i Budapest, da semifinalen ved 200 meter fri blev afviklet. Her svømmede hun den hurtigste tid foran australske Emma McKeon og russiske Veronika Popova.
Tidligt tirsdag aften blev herrernes 200 meter fri-finale også afviklet. Her var den kinesiske stjerne Sun Yang hurtigst foran amerikanske Townley Haas og russiske Aleksandr Krasnykh.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.