Sverige har besluttet at styrke grænsekontrollen efter et angreb i Stockholm, hvor en lastbil kørte ind i en folkemængde.
Det meddeler den svenske statsminister, Stefan Löfven, på et pressemøde fredag aften.
Den styrkede grænsekontrol kommer til at vare i ti dage foreløbigt. Herefter er der mulighed for at forlænge den med yderligere 20 dage.
Det oplyser den svenske indenrigsminister, Anders Ygeman, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Statsminister Löfven siger på pressemødet, at Sverige er i choktilstand.
- Politiet efterforsker det her som en formodet terrorhandling. Hvis det er terror, så er målet at underminere vores demokrati.
- Det kommer aldrig til at lykkes i Sverige, siger han.
Det var ifølge Löfven fredag klokken 14.53, at en lastbil kørte ind i en folkemængde og siden et stormagasin i Drottninggatan i det centrale Stockholm.
Det har været uklarheder omkring, hvor mange personer der er omkommet og såret i angrebet.
Fredag aften er det fra politiets side bekræftet, at fire personer er døde og 15 skadede. Men der kan komme flere til, lød det på politiets pressemøde, der blev holdt umiddelbart inden statsministerens.
Stefan Löfven fortæller, at der er kommet kondolencemeddelelser fra hele verden. Han sender sine tanker til ofrene og deres familier.
- Et helt land er samlet i sorg, vrede og beslutsomhed.
- Mine tanker går først og fremmest til ofrene og deres familier. De skal vide, at hele Sverige er med dem, siger Stefan Löfven.
Politiet tog tidligere på aftenen to personer ind til afhøring. De understregede samtidig, at det ikke nødvendigvis betyder, at de er mistænkte.
En person er desuden blevet anholdt i forbindelse med angrebet.
- Vi har en særskilt interesse i den person, som vi har anholdt, fordi han passer med signalementet, sagde Jan Evensson fra politiet i Stockholm på et pressemøde.
Han henviste til signalementet af den mand, som tidligere fredag blev efterlyst med billeder. Det er ikke oplyst, hvem manden er, og hvilken rolle han muligvis har haft i angrebet.
Jan Evensson ville heller ikke svare på, hvorvidt den anholdte person var bag rattet i den lastbil, som kørte ind i folkemængden.
- Men det er en person, som har været i nærheden af hændelsen, sagde Jan Evensson.
/ritzau/