I Sverige går kurven for daglige coronadødsfald op og ned for tiden, og mandag er ingen undtagelse.
Således er der det seneste døgn registreret 80 dødsfald blandt coronapatienter.
Det er en markant stigning i forhold til søndag, hvor der blot var blevet registreret to dødsfald det foregående døgn.
De svenske optællinger er dog svære at sammenligne - ikke mindst i forbindelse med weekender, der ofte er forbundet med et stort efterslæb.
I alt 2274 personer med coronavirus er nu bekræftet døde i Sverige. Det svarer til 22,2 dødsfald per 100.000 indbyggere - et niveau, der ligger langt over nabolandene Norge, Danmark og Finland.
Anders Wallensten, talsmand for Folkhälsomyndigheten, bekræfter på et pressemøde mandag, at dagens opjustering skal tages med forbehold.
- Nu må vi se de kommende dage, hvordan tallene bliver efterkorrigeret, siger han blandt andet.
De svenske dødstal har under hele krisen varieret meget fra dag til dag. Det skyldes blandt andet, at indberetningerne fra plejehjem og hospicer kommer med flere dages forsinkelse.
Fremover skal en ny praksis sikre, at de daglige opgørelser bliver mere ensrettede.
De svenske sundhedsmyndigheder vil således basere opgørelserne på alle dødsattester i Sverige.
- Det vil give et tydeligere billede af, hvem der er døde af Covid-19 (sygdom forårsaget af coronavirus, red.), deres alder og tidligere underliggende sygdomme, siger Mona Heurgren, afdelingschef for den svenske socialstyrelse.
Sverige har i modsætning til de fleste andre lande i Europa undladt en stor nedlukning under coronakrisen.
I stedet har de svenske myndigheder appelleret til befolkningen om at udvise samfundssind og holde fysisk afstand til hinanden.
Imens har barer, restauranter og skoler holdt åbent. Noget tyder dog på, at disciplinen er ved at skride for svenskerne.
Ifølge Dagens Nyheter fik 40 af 90 caféer og restauranter i Göteborg anmærkninger - blandt andet for at huse for mange gæster - da myndighederne foretog kontrolbesøg i weekenden.
/ritzau/