Om få år skal passagerer, der vil tage fra Helsingør over Øresund og til en station i Sverige, huske at hoppe af på Østerport Station og skifte tog. I dag kan passagererne blive siddende i det samme tog hele vejen.
Togskiftet er en konsekvens af en aftale, der adskiller Kystbanen og Øresundstrafikken, som transportminister Ole Birk Olesen (LA) underskriver fredag i Malmø. Det skriver Transport- Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Med aftalen overtager svenske Skånetrafiken ansvaret for togtrafik mellem Østerport og Sverige, som ellers har været kørt i fællesskab mellem DSB og Skånetrafiken.
Det skal sikre flere tog til tiden, at Kystbanen ikke længere skal hænge sammen med svenske fjerntog til Göteborg, Kalmar og Karlskrona.
-En adskillelse af Kystbanen og Øresundstrafikken vil forbedre mulighederne for en mere punktlig togbetjening på Kystbanen, da driften ikke længere vil være påvirket af forsinkelser langt oppe i Sverige, siger transportministeren i meddelelsen.
I første omgang betyder aftalen, at der fra 2021 vil køre lidt flere tog over Øresund med en ekstra afgang per time i myldretiden.
Skånetrafiken vil i løbet af 2018 gennemføre et udbud af togbetjeningen på strækningen.
- Regeringen har, siden vi tiltrådte, haft som en klar ambition, at vi vil øge brugen af udbud i jernbanetrafikken, og nu leverer vi endnu et vigtigt skridt i den retning, siger Ole Birk Olesen.
Ifølge ministeriet forventes Skånetrafiken at begynde togdriften på strækningen København-Malmø i december 2022.
DSB har ikke ønsket at kommentere aftalen.
Den er en konsekvens af ”Aftale om Fremtidens Togtrafik i Hovedstadsområdet” fra december 2017 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.