Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, ser ud til at beholde sin post.
To af de fire borgerlige partier, der tilsammen udgør Alliansen, har nemlig ombestemt sig og vil alligevel ikke bakke op om et mistillidsvotum mod ministeren oven på en it-skandale i Transportstyrelsen.
Det er Centerpartiet og Liberalerna, der med en kovending har splittet Alliansen. Dermed er der ikke et flertal i den svenske Riksdag for at fælde ham.
Annie Lööf, der er formand for Centerpartiet, siger, at samarbejdet mellem de fire partier fortsætter.
- Men vi kunne ikke enes om Peter Hultqvist.
- Nu er det på tide med fornuft og balance. Den saglige grund til at erklære mistillid til forsvarsministeren er væk, siger Lööf.
Den omfattende it-skandale handler om, at Transportstyrelsen for to år siden udliciterede sin it-drift i al hast. Det har skabt begrundet mistanke om, at fortrolige oplysninger er kommet i forkerte hænder.
Den borgerlige opposition mener, at ministrene har været for langsomme til at informere Riksdagen om sagen. Det kostede to ministre jobbet i en regeringsrokade - men den populære forsvarsminister overlevede.
På det tidspunkt sagde de fire borgerlige partier i Alliansen, at de fortsat ville arbejde på at få Hultqvist fjernet.
Men Centerpartiets formand henviser til, at siden Alliansen første gang truede med et mistillidsvotum, er det blevet klart, at regeringen kendte til it-skandalen i Transportstyrelsen tidligere end først oplyst.
Derfor, mener Annie Lööf, er det rimeligt at tro på Hultqvist påstand om, at han gik ud fra, at også statsminister Stefan Löfven kendte til problemerne.
De to andre partier i Alliansen, Moderaterna og Kristdemokraterna, vil dog fortsat bakke op om et mistillidsvotum.
Det samme vil Sverigedemokraterna. Partiet er, som de fire medlemmer af Alliansen, i opposition mod den socialdemokratiske regering.
Partiet vil samtidig forsøge at stille et mistillidsvotum til statsminister Löfven. Det skal medlemmerne af Riksdagen stemme om fredag.
/ritzau/TT