Liverpool fortsatte julefesten i Premier League og bragte sig lørdag aften ni point foran Tottenham og ti point foran Manchester City.
Det skete med en helt suveræn sejr på 5-1 hjemme over Arsenal, der dog kom foran 1-0, inden hjemmeholdet forvandlede opgøret og løb gæsterne fuldstændig over ende i en sprudlende første halvleg.
Dermed topper Liverpool ligaen med 54 point for samme antal kampe som Tottenham med 45 point.
Manchester City er en kamp efter, og med en sejr over Southampton søndag vil City være syv point efter, inden de to hold mødes i Manchester 3. januar.
Der skulle dog først et mindre chok til, før Liverpool kom i gang.
Efter ti minutter slap Arsenals Alex Iwobi således fri, og han sendte en perfekt bold ind i feltet.
Her kom Ainsley Maitland-Niles stormende og sendte bolden i mål til 1-0-føring til gæsterne.
Det var første gang, at Liverpool var bagud i en ligakamp på hjemmebane siden 30. december i fjor.
Fem minutter senere var Liverpool så også foran 2-1 efter to scoringer på to minutter af Roberto Firmino.
Først fik brasilianeren hjælp af Arsenals forsvar, da Stephan Lichtsteiner uheldigt fik spillet bolden ind på Sokratis Papastathopoulos. Den sprang derefter hen til Firmino, som udlignede til 1-1.
Under to minutter senere tog Firmino så en imponerende dribletur igennem Arsenals forsvar og sparkede Liverpool foran 2-1 i kampens højdepunkt.
Efter en god halv time var Liverpool så foran 3-1.
En lang bold blev smidt frem til Mohamed Salah, som fandt Sadio Mané, som scorede.
I første halvlegs tillægstid begik Sokratis så et straffespark mod Salah, som selv udnyttede muligheden og øgede til 4-1.
Anden halvleg blev lidt mere rolig set med Liverpool-øjne, men endnu et straffespark til hjemmeholdet resulterede i en 5-1-føring efter 65 minutter.
Denne gang var det Firmino, der scorede, og dermed nåede brasilianeren op på et hattrick.
Flere mål var der ikke i anden halvleg, og Liverpool er fortsat eneste ubesejrede hold i ligaen.
/ritzau/