Susanne Bier får magtfuld post

Underholdning
Susanne Bier indtræder i Oscar-akademiets bestyrelse 1. juli. (Foto: Foto: Mario Anzuoni/Reuters)

Den danske filminstruktør skal fremover være med til at bestemme retningen for Oscar-akademiet.

Den danske filminstruktør Susanne Bier er blevet valgt ind i Oscar-akademiets bestyrelse. Det skriver akademiet på dets hjemmeside.

Hun skal sidde i bestyrelsen, der består af i alt 51 medlemmer, der er fordelt på 17 afdelinger. De repræsenterer forskellige genre af filmbranchen.

Bier tiltræder posten 1. juli og skal repræsentere filminstruktørerne.

Ifølge akademiets hjemmeside er hendes rolle som bestyrelsesmedlem, at "bestemme Akademiets strategiske vision, bevare organisationens finansielle bæredygtighed samt sikre sig, at den opfylder sin mission".

Hun får også indflydelse på reglerne for uddelingen af de eftertragtede Oscar-statuetter, der hvert år uddeles og anses for at være filmbranchens mest eftertragtede priser.

Ifølge filmredaktør på Information Christian Monggaard er Susanne Biers udnævnelse til Oscar-akademiets bestyrelse en understregelse af den danske filminstruktørs status i filmbranchen.

- Hun er en filminstruktør, man lægger mærke til. Hun laver store, internationale produktioner og har fået en Oscar.

- Det siger noget om, hvor langt hun er nået i sin karriere, siger Christian Monggaard.

Han mener, at udnævnelsen af Susanne Bier også er et tegn på, at Oscar-akademiet forsøger at modernisere sig selv efter sager om manglende diversitet - både foran og bagved kameraet - og #MeToo-bølgen anført af sagen om filmproducent Harvey Weinstein.

- Akademiet forsøger at lave om på den dominans af hvide, gamle mænd, der har været i mange år. Der skal ske noget nyt, verden har udviklet sig, og Oscar-akademiet har også flyttet sig, siger Christian Monggaard.

Susanne Bier har igennem en årrække høstet international opmærksomhed for sine evner som filminstruktør.

I 2011 vandt Bier desuden en Oscar-statuette for filmen "Hævnen" i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Bier har i øjeblikket flere ting i støbeskeen - blandt andet en film for Netflix og en ny tv-serie baseret på Karen Blixens erindringer.

/ritzau/