Pål Alexander Kirkevold begyndte fredagens kamp i Superligaen mod Vejle i angrebet for Hobro, men han måtte gå ud med en skade.
Angriberen var sidste sæsons mest scorende spiller i ligaen, og hele sommeren har rygterne om et muligt Hobro-exit svirret.
Nordmanden kunne efter Hobros 1-3-nederlag da også bekræfte, at der har været interesse for ham i løbet af sommeren, og interessen har ikke været fra danske klubber.
- Der har været udenlandsk interesse. Jeg ved ikke så meget selv. Hobro har syntes, at buddene var for lave, og jeg kan godt forstå dem. Vi må se, om der kommer flere tilbud, siger Pål Alexander Kirkevold.
Selv om det endnu ikke er blevet til et salg og en tur til udlandet for nordmanden, forsikrer han, at et skifte står højt på ønskelisten.
- Jeg koncentrerer mig om at spille fodbold, men vil gerne afsted, hvis muligheden byder sig. Jeg føler, at jeg er klar, hvis det rigtige tilbud kommer, og jeg kan udvikle mig, siger Pål Alexander Kirkevold.
Hvis det skulle ske, at Hobro sælger topscoreren fra sidste sæson, slår Hobro-træner Allan Kuhn fast, at der skal hentes nye kræfter til angrebet.
- Hvis Kirkevold bliver solgt, skal vi hente en ny angriber. Det er aftalen, siger Allan Kuhn.
Han var ganske tilfreds med indsatsen i den første time af opgøret mod Vejle, og ifølge Kuhn var det små marginaler, som afgjorde kampen.
- Vi spillede 59 gode minutter, hvor vi havde helt styr på det. Så fik de et 1-0-mål, hvorefter vi dummede os på 2-0-målet. Vi tabte reelt kampen på halvandet minut, siger Allan Kuhn.
Allan Kuhns angriber Pål Alexander Kirkevold regner med at være klar til Hobros næste kamp mod FC København på hjemmebane.
/ritzau/