It's the economy, stupid! (Det handler om økonomi, dit fjols!).
Sådan lyder et kendt mantra i amerikansk politik. Men ifølge en valgstedsmåling lavet for tv-stationen CNN burde man skifte økonomi ud med sundhed.
Således siger 41 procent af vælgerne, at det amerikanske sundhedssystems tilstand har været deres vigtigste prioritet, da de stemte tirsdag.
Den indstilling blandt vælgerne kommer efter to år, hvor sundhedsdebatten har spillet en afgørende rolle i Washington.
I 2017 forsøgte den republikansk kontrollerede Kongres at afskaffe Barack Obamas sundhedsreform fra 2009. Det er den reform, der i daglig tale går under navnet Obamacare.
Republikanernes forsøg mislykkedes efter massiv modstand fra store dele af befolkningen.
Beskyttelse og udvidelse af Obamacare og sundhedsrettigheder for særligt de mest udsatte amerikanere har været et vigtigt slagnummer for Demokraterne ved dette midtvejsvalg.
I den samme valgstedsmåling svarer 55 procent, at de har et negativt syn på præsidenten. 44 har et positivt syn på ham.
40 procent siger samtidig, at deres stemme ved midtvejsvalget er en stemme imod Trump.
Ud over sundhed svarer 21 procent, at de anser spørgsmål om immigration for at være den vigtigste prioritet.
Målingen er foretaget af Edison Research for CNN, ABC og NBC News.
/ritzau/