Danmark mister endnu flere arbejdspladser i industrien med den kommende sukkerafgift.
Medarbejdere, der laver alt fra yoghurt og marmelade til syltede agurker og asier, er i fare for at få en fyreseddel, fordi afsætningen af de dyrere varer ventes at falde med 20 procent.
Sådan lyder det fra flertallet blandt 32 fødevarevirksomheder, som Dansk Industri har talt med. Syv ud af ti vurderer, at afgiften vil udløse fyresedler.
- Som vi kender det nu, vil den her afgift resultere i mindst 1.200 arbejdspladser. Og det er et helt forkert signal i en tid, hvor vi skal skabe det modsatte i det her land, nemlig vækst og udvikling, siger branchedirektør Ole Linnet Juul.
Samtidig vil sukkerafgiften ramme fødevarevirksomheder i områder, hvor arbejdsløsheden i forvejen er høj.
- Det er karakteristisk, at de her virksomheder ligger i udkantsdanmark. De ligger typisk i Nordjylland, på Sydsjælland, på Samsø. Og det centrale er, om de overhovedet kan får en rentabel omsætning eller om de må lukke, siger Ole Linnet Juul.
Dansk Industri opfordrer regeringen til at droppe sukkerafgiften. Også selvom formålet er at forbedre folkesundheden.
- Det her har ikke noget med sundhed at gøre, sådan som vi ser det. De her produkter bidrager med under ti procent af vores sukkerindtag. Og når man lægger afgifter på vores morgenmad, på vores asier og syltede agurker, så er man langt ude, siger Ole Linnet Juul.