Rederiet DFDS' færger har haft flere passagerer og mere fragt om bord i løbet af de seneste tre måneder i forhold til samme periode sidste år.
Det viser selskabets regnskab for årets tredje kvartal.
Rederiet kom ud af kvartalet i så fin form, at regnskabet byder på en stigning i overskuddet og en opjustering.
Omsætningen for tredje kvartal ligger på 3799 millioner kroner. Det er på linje med sidste års tilsvarende kvartal.
På bundlinjen er overskuddet før skat til gengæld steget med 23 procent til 732 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år.
- Omsætningen og indtjeningen for vores rutenetværk og logistikservices fortsatte med at vokse tilfredsstillende på baggrund af stabil økonomisk fremgang i de fleste af Europas økonomier i tredje kvartal, inklusive Storbritannien, siger Niels Smedegaard, administrerende direktør i DFDS, i regnskabet ifølge Ritzau Finans.
- Vi er særligt opmærksomme på de mulige langsigtede effekter af brexit og den umiddelbare nedgang i pundet, siger han.
Den britiske del af forretningen er interessant, da DFDS har øget trafikken på Den Engelske Kanal.
Mængden af fragt, der blev sejlet over kanalen, steg med 30 procent. Antallet af passagerer på strækningen voksede med 15 procent.
Det er dog ikke kun mellem England og Frankrig, at overfarten er blevet mere travl.
DFDS flyttede både mere fragt og flere mennesker i tredje kvartal i forhold til kvartalet sidste år. Det fremgår af regnskabet.
For hele året opjusterer rederiet sine forventninger til driftsresultatet på det såkaldte Ebitda-niveau. Det angiver indtjeningen før renter, skatter og af- og nedskrivninger.
Forventningen lyder nu på et resultat på 2525-2625 millioner kroner. Sidste år landede posten på 2014 millioner.
På grund af usikkerheden ved det britiske pund sænker DFDS forventningen til væksten i omsætningen. Den lyder nu på fire procent i stedet for tidligere seks procent.
/ritzau/