Studie på CBS sprænger skalaen med højeste karakterkrav

For tredje år i træk kræver det et karaktergennemsnit på 12,2 at blive optaget på International Business på Copenhagen Business School. (Foto: Foto: Mathias Bojesen/arkiv/Scanpix)

International Business på Copenhagen Business School kræver årets højeste snit med et karakterkrav på 12,2.

Der har været brug for ualmindeligt høje karakterer på eksamensbeviset hos de unge, der denne sommer har ønsket at blive optaget på uddannelsen International Business på Copenhagen Business School.

Adgangskravet er i år et gennemsnit på 12,2 for at komme ind via kvote 1-systemet. Dermed er International Business den uddannelse, der kræver de højeste karakterer hos de kommende studerende.

Næsten 65.000 unge får lørdag besked om, at de er blevet optaget på en af landets videregående uddannelser.

Og det er ikke første gang, at barren ligger højt på den eftertragtede International Business-uddannelse. Også i 2016 og 2017 skulle ansøgerne have et snit på mindst 12,2 for at blive optaget.

Ligesom i år var International Business i 2016 den af alle videregående uddannelser, der havde det højeste karakterkrav.

Men sidste år - i 2017 - var det AP Graduate in Marketing Management på Erhvervsakademi Sjælland, der krævede det højeste snit - nemlig 12,3.

7-trinsskalaen går fra -03 til 12. Årsagen til, at en student alligevel kan have et gennemsnit, der er højere end 12, skal findes i flere bonusordninger.

Hvis man som ansøger har afsluttet sin adgangsgivende eksamen - for eksempel gymnasiet - inden for to år inden det år, man søger ind på en videregående uddannelse, får man ganget sit eksamensgennemsnit med 1,08.

Den bonus vil uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) faktisk gerne af med. Det samme gav et politisk flertal uden om regeringen udtryk for i foråret. Efter sommerferien skal partierne diskutere ordningens fremtid.

- Jeg synes, at karakterer skal afspejle fagligheden. Det gør karaktersystemet hele vejen igennem, bortset fra den her bonus som afspejler hurtighed. Det vil jeg gerne arbejde for at få fjernet.

- Der er to andre karakterbonusser, som afhænger af antallet af valgte højniveaufag. De afspejler netop fagligheden, og dem har jeg det fint med, siger Tommy Ahlers.

Ministeren henviser til en ordning, der indebærer, at man får ganget sit karaktergennemsnit op, hvis man har haft flere fag på A-niveau, end det man som minimum skal have på sin ungdomsuddannelse.

Snittet bliver ganget med henholdsvis 1,03 for ét ekstra fag på A-niveau og 1,06 for to ekstra A-niveaufag.

Alle studier med flere kvalificerede ansøgere end studiepladser har en grænsekvotient - altså et karakterkrav. Det gælder i år 48 procent af uddannelserne.

Hvis karaktergevinsten for hurtigt at fortsætte på eksempelvis universitetet efter gymnasiet bliver fjernet, forventes det at skubbe grænsekvotienten ned.

I alt 345 videregående uddannelser har stadig ledige pladser.

/ritzau/