De britiske kontrolmyndigheder melder, at de har identificeret 30 tilfælde af sjældne blodpropper efter brug af coronavaccinen fra AstraZeneca.
Det er 25 flere, end hvad myndigheder i Storbritannien tidligere har meldt om.
Kontrolmyndigheden for lægemidler og sundhedsprodukter tilføjer, at der ikke er fundet nogen lignende tilfælde med vaccinen fra BioNTech og Pfizer.
Sundhedsembedsmænd siger, at de stadig mener, at fordelene ved vaccinen opvejer den mulige risiko for blodpropper.
Nogle lande har begrænset brugen af vaccinen fra AstraZeneca, mens andre har genoptaget vaccinationerne, da undersøgelser viser, at blodpropper er yderst sjældne.
I Danmark er AstraZeneca-vaccinen sat foreløbigt på pause indtil 19. april.
Den 18. marts meldte det britiske lægemiddelagentur, at der havde været fem tilfælde af en sjælden hjerneblodprop blandt 11 millioner givne doser.
Torsdag er det tal blevet opjusteret til 22, mens der også er fundet otte tilfælde af andre sjældne blodpropper med lave antal blodplader ud af de i alt 18,1 million doser givet.
I Danmark er årsagen til pausen, at der er brug for mere tid til at undersøge en mulig sammenhæng mellem vaccinen og usædvanlige sygdomsforløb med en kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader hos nogle nyvaccinerede.
Tyskland meldte tirsdag, at landet havde registreret 31 tilfælde af sjældne blodpropper blandt personer, der har fået AstraZeneca-vaccinen. Ni af dem er døde.
Der er ikke bekræftet nogen sammenhæng mellem vaccinen og tilfældene.
Men alligevel fik det myndighederne i Berlin til at suspendere brugen af vaccinen til personer under 60 år.
Flere andre lande har på samme måde indført en aldersgrænse for brug af AstraZeneca-vaccinen. I Sverige og Finland anbefales vaccinen til folk på 65 år og over.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters