Over 120 personer er døde, og endnu flere savnes, efter at en kraftig cyklon har ramt Mozambique og nabolandet Zimbabwe.
Myndighederne i Mozambique og Zimbabwe oplyser, at henholdsvis 62 og 65 personer har mistet livet i de to lande i det sydlige Afrika.
Den tropiske cyklon Idai ramte torsdag først Mozambique, inden den fredag og lørdag bevægende sig videre mod Zimbabwe. Cyklonen har bragt både massiv oversvømmelse og kraftige vinde med sig.
Mozambiques miljøminister oplyser søndag om det seneste dødstal. Han advarer samtidig om, at "vi helt sikkert vil ende med et højere tal".
- Jeg tror, det er den største naturkatastrofe, der nogensinde har ramt Mozambique. Alt er ødelagt, siger miljøminister Celso Correia.
- Vores prioritet nu er at redde liv, siger han.
Mozambique ligger ud til kysten i det sydøstlige Afrika.
Nabolandet Zimbabwe ligger vest for, og her er det de østlige dele af landet, der er blevet rystet af cyklonen Idai.
- Indtil videre har 65 personer mistet livet, siger Joshua Sacco, en lokalpolitiker fra Chimanimani-området i det østlige Zimbabwe.
Han tilføjer, at mellem "150 og 200 personer" savnes.
Størstedelen af de savnede er regeringsansatte, hvis boligområde er blevet oversvømmet af de enorme vandmasser.
- Vi er meget bekymrede, fordi alle disse huse pludselig blev dækket af vand og bogstaveligt talt blev skyllet væk, siger Joshua Sacco.
Soldater hjalp søndag med at redde 200 skoleelever samt lærere og andet personale fra en skole i Chimanimani-området.
Gruppen af elever og personale måtte gå omkring fire kilometer gennem oversvømmede og mudrede veje, inden de nåede frem til et område, hvor de fik mad og undergik lægetjek.
FN's Fødevareprogram (WFP) er begyndt at sende nødhjælp i form af mad til omkring 1,25 millioner personer, der er påvirket af cyklonen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP