Asylansøgere under 18 år skal som udgangspunkt ikke bo sammen med deres ældre ægtefæller på danske asylcentre.
Det fastslår udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en skriftlig kommentar, efter at Københavns Byret har tilkendt et syrisk par økonomisk godtgørelse, fordi de i 2016 blev tvunget til at bo hver for sig.
- I den konkrete sag har Københavns Byret vurderet, at Udlændingestyrelsen ikke har sagsbehandlet korrekt, hedder det i kommentaren fra Inger Støjberg.
- Dagens dom fra Københavns Byret ændrer ikke på, at udgangspunktet fortsat vil være, at mindreårige ikke skal indkvarteres sammen med ældre ægtefæller i det danske asylsystem.
Støjberg var fredag formiddag i samråd om adskillelse af asylsøgende ægtepar, hvor den ene er under 18. Samrådet handlede om, hvorvidt ministeren har udstedt en instruks om, at alle af disse par - uden undtagelse - skal adskilles på asylcentrene.
Det afviser Støjberg at have beordret. Det vil være i strid med loven, da alle sager skal behandles individuelt, og de involverede parter skal høres.
Støjberg understreger, at dommen fra byretten ikke handler om lovligheden af den generelle indkvarteringsinstruks.
- Det er nu op til Udlændingestyrelsen at vurdere det videre forløb, herunder om man vil anke dommen, lyder det i ministerens skriftlige kommentar.
/ritzau/