Støjberg jubler over tysker-nøl: "Det er for mig en god ting"

- At tyskerne ikke udnytter mulighederne i Dublinsystemet, minimerer antallet af asylansøgere i Danmark, og det er for mig en god ting, siger udlændingeminister Inger Støjberg (V). (Foto: Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix)

Den danske udlændingeminister glæder sig over, at Tyskland gør arbejdet med asylansøgere lettere.

Mens asylansøgere under flygtningekrisen i 2015 i stort tal krydsede den dansk-tyske grænse på vej nordpå, er der nu for alvor kommet gang i trafikken den anden vej, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Tysk politi beretter om et stigende antal illegale indrejser fra Danmark, hvoraf størstedelen er afviste asylansøgere, der håber at få en ny asylchance i Tyskland.

Det er imidlertid i strid med intentionen i Dublin-reglerne, de siger, at en asylsag kun skal behandles i ét europæisk land, og de tyske myndigheder forsøger derfor at sende dem tilbage til Danmark.

I 2016 anmodede Tyskland i 971 tilfælde Danmark om grønt lys til at sende asylansøgere retur. I fjor var tallet steget til 1487 ifølge de tyske asylmyndigheder.

Men en ting er anmodninger. Noget andet er, hvor mange faktiske udsendelser det fører til. I 2016-2017 lykkedes det samlet set blot tyskerne at overføre 235 asylansøgere - svarende til en af ti - til Danmark.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) glæder sig over, at tyskerne gør hendes arbejde lettere.

- At tyskerne ikke udnytter mulighederne i Dublinsystemet, minimerer antallet af asylansøgere i Danmark, og det er for mig en god ting, siger hun.

Når anmodningen om en Dublin-overførsel er godkendt, har Tyskland seks måneder til at udsende personen. Sker det ikke, overtager Tyskland ansvaret for personen og en ny asylafgørelse.

Ifølge den ansvarlige for Dublin-udsendelserne i den tyske delstat Slesvig-Holsten spekulerer asylansøgere i at trække tiden, så de undgår at blive sendt tilbage inden for de seks måneder.

/ritzau/