Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Det var det, der skulle til. Støjberg har fået sin ønskede tænkepause og fred for frierier fra andre partier, da Løkke nytårsdag meldte sig ud af Venstre. Kommentatorer over en bred kam gentog ‘blå bloks selvdestruktion’ igen-igen.
Jeg siger, at det er sludder og en alt for overfladisk analyse. Løkkes brud og de indlysende rystelser eller selvrefleksioner i egen blok er oplaget, men bør også inviteres ind hos alle partier. For hvad er det Løkke egentligt siger? Han siger noget, som alle - uanset om man er fan af ham eller ej - bør reflektere over:
Den tidligere statsminister beskriver et klassisk og nemt kommunikerbart billede: Før gik der en skillelinje ned mellem dansk politik, der stillede individet overfor staten og frihed overfor fællesskab - nu bøvler vi mere med at ville finde det ukomplicerede og konfliktfrie balancepunkt mellem nation og omverden, forbedringer overfor tryghed og åbenhed overfor lukkethed.
Og det har manden jo ret i.
Alt for snæver optik
Grundliggende består det moderne paradoks, at - hvor tidligere regeringer viste mod og vilje til reformer - så eksisterer der i dag en tilsyneladende tavs overenskomst på Christiansborg om at deltage i at forvalte magten og i primetime ‘door-steps’, hvor alle kæmper om at stå med velmenende miner.
Sådan har der gennem coronakrisen til dato stået en masse handlingsparate politikere med friske aftapninger fra det store økonomiske råderumskar m.m. Dansk økonomi omgås af stor set alle som en evigt springende kilde, der alene næres af gode viljer.
Som europapolitiker har man det privilegium og den begrænsning, at man egentligt ikke behøver og helst heller ikke skal blande sig i dansk politik. Dette vilkår bryder jeg mig ikke om, for det fastholder en alt for snæver optik på egen verden og den store sammenhæng, Danmark altså er en del af - om man vil det eller ej.
En optik, der forhindrer os i at se de mange fællesnævnere, der er på kryds og tværs af byrådet, region, folketinget og videre til EU. Ikke forstået som et hierarki, men som et evigt aktivt system af energier, roller og relationer, værdier og ideologier, der bokser rundt med konkrete udfordringer. Et system, der med jævne mellemrum spytter rammer og regler ud i samfundet hvor borger og virksomheder så skal bøvle med dem på godt og ondt. Helst på godt, naturligvis.
EU har brug for rollemodeller
Men om det sker, afgøres i høj grad af biodiversiteten - eller kulturen - i det politiske system. Det er dén, der bestemmer, om input fra kommunalpolitikeren, der står med de corona-arbejdsløse i hverdagen eller fakta fra medlemmet af Europa-Parlamentet, som afslører, at alt ondt i denne verden ikke altid er EU skyld tages alvorligt.
Så hvad er det, jeg som europapolitiker mener vi kan bruge Løkkes enten personlige happening eller professionelt geniale handling til? Uanset om det ender med at afsløre det første, så har manden en væsentlig pointe. Også uanset at hans retoriske vilje til reformer egentligt aldrig har resulteret i at levere sådan nogle selv. Dertil var appetitten på magt og flere stemmer for stor. Løkkes centrale pointe er ikke desto mindre rigtig: Dansk politik er blevet for reformsvag og for tryghedssulten.
Heldigvis er det en erkendelse, vi kan nå at rette op på, før resten af Europa ser det. Og det skal vi! For EU har brug for lande som vores, der kæmper for nærdemokratiet og politikudvikling i øjenhøjde mellem borgere og folkevalgte. EU har brug for sparsommelighed og subsidiaritet som ufravigelige principper. EU har brug for rollemodeller for reformer og det samarbejdende folkestyre, hvor borgere, eksperter, virksomheder og folkevalgte finder de mest bæredygtige løsninger.
Løsninger, der virker på det konkrete problem og spreder et solidt fundament ud under de kommende generationer, så de ikke skal reparere på resultaterne af vores manglende mod og uden frihed til at indrette samfundet, som de vil.
Nede i Bruxelles tror man stadigvæk, at Danmark er et af de få lande i Europa som mestrer omstillingsevne og høster af modet til at reformere med evig rettidig omhu. Jeg synes, at vi skal lade dem fortsætte med at anerkende os for det. Men det kan vi kun, hvis vi ret faktisk lever op til vores rygte i praksis uanset om det handler om skat, uddannelse, pension eller hvad som helst, der sidder i centralnervesystemet af den danske model.
Hvis det er det, Løkke vil for Danmark, så skal han have tak for at sætte sig selv og sit navn igen-igen på spil. Det er i virkeligheden den smukkeste måde for Løkke at vise, at blå blok ikke er død, men at der netop i vores blok bor en ånd til at gøre det, der er bedst for Danmark. Altid!