Sophie Turner, der er kendt fra hitserien “Game of Thrones”, og popstjernen Joe Jonas fra bandet "Jonas Brothers" er blevet forældre.
Det skriver flere amerikanske medier.
Den 24-årige Sophie Turner, der fik sit gennembrud som Sansa Stark i den nu afsluttede megasucces Game of Thrones, mødte sin musikermand i London i 2016 og tre år efter det første møde blev parret gift i Las Vegas. Vielsen fandt sted i det berømte Little White Chapel og blev foretaget af en mand i Elvis-kostume.
I februar kom det frem, at Sophie Turner var gravid, men parret har indtil nu ikke meldt noget ud om familieforøgelsen.
- Sophie Turner og Joe Jonas glæder sig over at kunne fortælle, at deres barn er blevet født, lyder det i en meddelelse fra det nyslåede forældrepar.
Det oplyses ikke, hvilket køn barnet har.