STILLINGSOPSLAG: Ritzau søger journalist til nyhedsredaktionen

Vi søger en journalist til Ritzaus NU-redaktion, der er bureauets centrale nyhedsredaktion. Vi forestiller os, at du begynder på jobbet 1. februar eller efter aftale.

Som journalist på NU-redaktionen vil du få mulighed for at dyrke mange forskellige genrer af journalistikken, og du kan komme til at beskæftige dig med blandt andet krimi, indland, politik, erhverv og udland som stofområder. Derfor er det vigtigt, at du har en bred viden om og interesse for samfundet.

Derudover er det afgørende, at du har blik for den gode netnyhed og har interesse for at opbygge en god forståelse for Ritzaus kunders behov. Du skal hver dag kunne formidle skarpt og korrekt selv i et højt tempo og kunne navigere sikkert i nyhedsstrømmen blandt de mange historier. Det gælder, uanset om du skal levere tekstnyheder, liveblog, billedsætte dine historier eller lave lydklip til vores radiokunder.

Den rette ansøger trives i et hektisk nyhedsmiljø, på en redaktion hvor man stiller krav til og hjælper hinanden, og hvor vi sætter en ære i at være først og bedst. Du vil også gerne være med til at holde fokus på, at vi fortsat skal have den bedste overvågning i den danske medieverden, fordi en god overvågning er et vigtigt parameter for Ritzaus kunder.

Du skal have overblik, være god til at skabe holdånd, finde egne historier og dermed sørge for, at kunderne fortsat værdsætter Ritzaus nyhedsdækning. Vi kræver, at du er bundprofessionel og derfor optaget af at levere et ordentligt resultat, uanset om du skal breake et katastroferegnskab fra en stor dansk virksomhed, en statsministers valgnederlag, skrive om en koncert i Parken eller lave faktaboksen om michelinstjerner til danske restauranter. At du skriver et fejlfrit dansk er naturligvis en selvfølge.

Som journalist på Ritzaus NU-redaktion skal du være indstillet på skæve vagter, vagter i weekenden og på helligdage.

Vi søger personer, der besidder følgende egenskaber:
- Skal kunne holde hovedet koldt i pressede situationer
- Skal kunne prioritere en ofte massiv nyhedsstrøm
- Har forståelse for netmediet (indsigt i netkundernes behov, flow og den gode nethistorie)
- Overblik (overvågning af feedreader, medier, bureauer og sociale medier)
- Ideudvikling (evne til at udvikle dagens store historier)

Vi forventer desuden, at du har flg. generelle kompetencer:
- Holdånd
- Samarbejdsevne
- Fleksibilitet

Henvendelser og spørgsmål til jobbet kan ske til redaktionschef Martin Darling (mda@ritzau.dk) eller Nyhedschef Søren Funch (sfu@ritzau.dk)

Deadline for ansøgninger er torsdag den 29. november kl. 10.00 - ansøgninger sendes på mail til nyhedschef Søren Funch: sfu@ritzau.dk