Men politiet håber i dag at overvågningskameraerne på Hotel Radisson på Amager i København, kan give dem færden af den gerningsmand, som mandag aften dræbte en 42-årig norsk stewardesse på et hotelværelse.
"Vi er ikke nærmere, men vi fortsætter selvfølgelig vores efterforskning i dag. Vi er ikke færdige ude på hotellet, der er masser af overvågning, der skal ses i gennem og mange mennesker vi skal tale med. Det er stadig overvågningen, som vi prøver at indkredse," siger drabschef Ove Dahl til Newspaq.
Han beskriver drabet på den 42-årige kvinde som ekstremt voldsomt og meget brutalt.
"Det er jo ualmindeligt groft, det der er foregået. Det er en person, der er gået bersærk i forbindelse med drabet. Hun er blevet slået rigtig mange gange," fortæller Ove Dahl til Newspaq.
Han beskriver kvinden som et tilfældigt offer.
"Hun passede sit arbejde og sin familie. Hun var en stille og rolig kvinde, der hverken var til fest og farver eller noget andet," siger Ove Dahl.
Kvinden skal i dag obduceres klokken 10 og politiet forventer derfor at få flere konkrete svar i eftermiddag om dødsårsagen. Lige nu er der flere forskellige muligheder, oplyser Ove Dahl.