»Kære Sterling kunde. Vigtig info vedrørende flydende væsker i håndbagagen. Fra mandag d. 6 november må du kun medbringe en begrænset mængde væsker i håndbagagen ved afrejse fra lufthavne i EU.«
Sådan lød indledningen i en mail, som Sterling sendte ud til sine kunder lørdag d. 4. november. Mailen blev sendt til kunder, som havde købt billetter og som stod for at skulle ud at rejse. Men flere at disse kunder havde takket nej tak til at modtage mails fra Sterling efter i forbindelse med køb af billet at have været nødsaget til at oplyse deres e-mailadresse. Det er ulovligt, fastslår Forbrugerrådet.
»Der er overhovedet ingen tvivl. Hvis en kunde har frabedt sig at modtage mails, så er det ulovligt og at betragte som spam, hvis en virksomhed alligevel sender mails til kunden. Det skal kunden ikke finde sig i,« siger chefkonsulent i Forbrugerrådet Benedicte Federspiel. Ifølge hende er det ligegyldigt, om mailen indeholder et tilbud om et par sokker med Sterling-logo eller om information om nye regler i lufthavnen.
»Det er jo ikke en offentlig myndighed, der kommer med informationen, derfor må mailen betrages som et led i at markedsføre Sterling. For markedsføring dækker ikke kun reklamer og tilbud,« siger Bendicte Federspiel.
Men hendes kritik preller fuldstændig af på Sterlings kommercielle direktør Stefan Vilner.
»Det er en afsindig udmelding. Forbrugerrådet har ingen føling med verden, men sidder bare med snuden i lovbøgerne. Hvis kunderne ikke havdet fået den information, ville det have ført til kaos i lufthavnen,« siger Stefan Vilner. Han understreger, at der kun gik 14 dage fra reglerne blev vedtaget og til de trådte i kraft, og at det kaldte på hurtig og grundig information til kunderne.
Sterling har én gang tidligere valgt at sende mails ud til deres kunders mailsadresser -? både dem der har sagt ja tak og nej tak til mails. Det var da Sterling og Maersk blev sammenlagt. Det ændrede nemlig rejsetidspunktet for 50.000 passagerer.
»Vi gør det altså kun, hvis vi kan se, at her er noget, som det er virkelig vigtigt at få frem,« siger Stefan Vilner.
Han mener, at det er markedsføringsloven, der bør laves om, ? og ikke Sterlings brug af mail-adresserne.
»Markedsføringsloven er jo fra før internettet kom til,« siger Stefan Vilner.