Helle Thorning-Schmidts britiske mand, Stephen Kinnock, anklages for spirituskørsel. Og alle russiske medarbejdere ved Det Britiske Råd i Skt. Petersborg, som han er chef for, bliver onsdag afhørt for anden dag i træk.
Det var i dag umuligt at få en kommentar fra Det Britiske Råd:
- På grund af de russiske myndigheders nyeste tiltag mod os, er Det Britiske Råd i Skt. Petersborg ikke i stand til at yde sit sædvanlige høje serviceniveau i dag. Vi håber at genoptage vores normale tjenester i den nærmeste fremtid, siger det britiske kulturinstituts telefonsvarer til Avisen.dk.
Den britiske udenrigsminister, David Miliband, langer i dag hårdt ud efter de russiske myndigheder:
- Enhver intimidering eller afhøring af vore ansatte er fuldstændig uacceptabelt, siger Miliband til BBC.
Konflikten mellem Rusland og Storbritannien skyldes sagen om den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko, der blev myrdet ved hjælp af det radioaktive stof Polonium 210.
Det skete i London i 2006, og siden har Storbritannien forgæves forsøgt at få udleveret den mistænkte russiske forretningsmand Andrei Lugovoi.
Da Rusland nægtede, svarede Storbritannien igen ved at udvise fire russiske diplomater. Moskva gengældte ved at gøre det samme.
Siden er konflikten eskaleret med Det Britiske Råd i Skt. Petersborg som epicenter. De russiske myndigheder har blandt andet forlangt kontoret lukket fra januar, hvilket briterne nægter at imødekomme.