Fodboldklubben Steaua Bukarest er efter fire kampe meget tæt på at spille sig videre fra Europa Leagues gruppe E, der også tæller FC København.
Den rumænske klub vandt torsdag aften 2-1 ude over norske Molde, og med 10 point efter fire af de seks gruppekampe er Steaua så godt som sikker på at blive mindst nummer to i gruppen.
Alexsandru Chipciu bragte Steaua foran efter 21 minutter, og cirka et kvarter senere fordoblede Iasmin Latovlevici gæsternes føring.
Moldes Daniel Chukwa reducerede 10 minutter inde i anden halvleg, men træner Ole Gunnar Solskjærs hold fik ikke udlignet.
Den anden kamp i gruppen endte med sejr til tyske VfB Stuttgart på 2-0 ude over FCK.
Dermed er Stuttgart nummer to med fem point, mens FCK på tredjepladsen er noteret for fire point.
Molde er sidst med tre point.
/ritzau/