Tre advokater skal igen tage plads som anklagede i en retssal. For nylig blev de frifundet af Københavns Byret, men anklagemyndigheden vil ikke acceptere resultatet og har anket til Østre Landsret.
Sagen bygger på en påstand om, at de tre advokater misbrugte deres stilling og desuden løj over for retten i forbindelse med et broget og tumultagtigt forløb i en stor svindelsag for tre år siden.
I byretten forlangte specialanklager Jakob Buch-Jepsen de tre idømt fængsel, ligesom de skulle frakendes retten til at virke som advokat.
- Denne sag har chokeret en stor del af advokatverdenen, og udfaldet ventes med stor spænding, sagde han blandt andet.
Imidlertid var beviserne ikke i orden, fastslog byretten i dommen, som dog kritiserede den ene advokat for at have udvist "betydelig skødesløshed og uforsigtighed".
Men dette bliver som nævnt ikke det sidste ord, idet Statsadvokaten i København har besluttet at anke dommen. Det er forholdsvist sjældent, at straffesager ankes på anklagemyndighedens initiativ.
Om beslutningen siger den ene af de tiltaltes forsvarere, advokat Bettina Antitsch Mortensen:
- Jeg er overrasket over, at statsadvokaten har valgt at anke en så gammel sag, hvor en enig domsmandsret har frifundet min klient.
Hun henviser til, at de handlinger, som anklageskriftet handler om, fandt sted i 2014. Dengang kom to af advokaterne pludselig ind fra højre som nye forsvarere i den såkaldte Abaris-sag om svindel med ejendomshandler på Sjælland.
Sagen var omgærdet af rygter om et komplot. Vidner var angiveligt blevet tilbudt 10.000 kroner for at komme med en bestemt forklaring. Desuden hed det sig, at nogle forsvarere blev afkrævet en del af deres salærer.
Den ene af de tre tiltalte advokater sikrede sine to kolleger det potentielt indbringende job som forsvarere i Abaris-sagen med udsigt til 20 retsmøder til 18.000 kroner om dagen til hver.
De to dukkede op midtvejs i sagen og med bare to dages varsel, da den tredje havde indgået en aftale med en aarhusiansk jurist om, at denne kunne hjælpe med Abaris-sagen til en pris af op til 7000 kroner per retsmøde.
Det er forbudt for advokater at betale for at få en klient, altså en slags returkommission. Men i byrettens frifindelse hedder det, at advokaten ikke vidste, at der reelt var tale om et honorar for en henvisning. Desuden spiller det en rolle, at han var helt uden erfaring med straffesager.
De to andre advokater blev frifundet med den begrundelse, at der ikke var bevis for, at de kendte til aftalens indhold.
/ritzau/