Danske tjenere har en væsentligt højere risiko for at få kræft end deres svenske og norske kolleger.
Det er et af resultaterne af en omfattende nordisk undersøgelse af sammenhængen mellem kræft og arbejde. Den viser tydeligt, at riskoen for at få kræft er størst i de job, hvor det er muligt eller ligefrem næsten forventet, at man ryger eller drikker.
Tager man alle kræftformer med, er det mandlige tjenere og kvindelige tobaksarbejdere, der har den største risiko for at få kræft. De erhverv, hvor risikoen er lavest, er landmand, gartner og skolelærer. Præster har også en ringe risiko for at få kræft.
"Det er lettere for en tjener at ryge end for en præst eller lærer. Hvis din arbejdsplads er en bar eller en restaurant, er det lettere at drikke alkohol, end hvis det er en kirke eller et klasseværelse," siger professor Eero Pukkala fra det finske cancerrgister, der har stået for undersøgelsen.
En ny iagttagelse er, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem brystkræft hos mænd og natarbejde, ligesom man tidligere har set det for kvinders vedkommende.
Mange af de påviste sammenhænge mellem arbejde og kræft kan forklares med faktorer som sol, alkohol, asbest og andre kendte kræftfremkaldende stoffer.
Men forskerne har også fundet sammenhænge, som det kræver yderligere forskning at forklare. Det gælder f.eks. mandlige journalisters og chaufførers højere risiko for at få kræft i penis og den større forekomst af skjoldbruskkræft hos kvindelige landmænd.
Læs mere om undersøgelsen via adressen http://surl.dk/5x1/