Ritzau
Opdateret kl. 18:11
Den tidligere sportslæge Larry Nassar er idømt mellem 40 og 125 års fængsel for at have misbrugt unge kvindelige gymnaster seksuelt.
Misbruget er sket i et center for elitegymnaster i Michigan, USA.
Den skandaleramte sportslæge har tilstået, at han begik overgreb mod piger og unge kvinder, da han arbejdede for Michigan State University og det amerikanske gymnastikforbund, der træner OL-gymnaster.
Hans opførsel "fratog disse piger og kvinder en af de allervigtigste menneskelige kvaliteter: tillid", sagde dommer Janice Cunningham under domsafsigelsen mandag.
Det er den tredje og sidste dom i en større retssag mod den tidligere læge.
Den lange fængselsstraf kommer i praksis ikke til at gøre den store forskel for 54-årige Nassar, som i forvejen er sikker på at skulle tilbringe resten af sit liv i fængsel.
For to uger siden blev han idømt mellem 40 og 175 års fængsel ved retten i Michigan for sine overgreb.
Inden da har han fået 60 års fængsel for overtrædelse af loven om børneporno.
I en kort udtalelse inden domsafsigelsen mandag forsøgte Larry Nassar at undskylde over for sine ofre.
- Det er umuligt at viderebringe bredden og dybden af, hvor ked af det jeg er, til hver eneste, sagde han.
Nassar var de amerikanske gymnasters læge gennem fire olympiske lege.
Over 260 piger og kvinder er stået frem og har anklaget ham for at have krænket dem seksuelt. Overgrebene er angiveligt sket under dække af, at det skulle være lægelig behandling.
Nogle af kvinderne siger, at misbruget skete for årtier siden.
/ritzau/AP