Efter at have været på randen af knockout under finanskrisen går Spaniens økonomi nu lysere tider i møde.
Fredag hævede kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's den spanske vurdering fra "BBB-" til "BBB".
Standard & Poor's opjusterer samtidig forventningerne til den spanske vækst i perioden 2014-2016 til en gennemsnitlig fremgang i bruttonationalproduktet på 1,6 procent fra tidligere 1,2 procent.
Det er ifølge instituttet de vidtgående reformer, den spanske økonomi siden 2010 har gennemgået, der nu bærer frugt. Standard & Poor's kalder desuden fremtidsudsigterne for "stabile".
Den spanske økonomi, der er eurozonens fjerdestørste, røg i 2008 ned i dyb recession, da en årelang boligboble bristede og kostede millioner af spanske job.
Der er generelt bedring at spore i den europæiske økonomi.
I sidste uge hævede kreditvurderingsinstituttet Moody's ratingen af økonomien i Irland, der også blev hårdt ramt af finanskrisen. Irland er fortsat gældsplaget, men instituttet tror på, at landet er i stand til reducere landets gæld hurtigere end forventet.
/ritzau/Reuters