I Spanien er der registreret 430 nye dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.
Det oplyser det spanske sundhedsministerium ifølge Reuters.
Det er en lille stigning sammenlignet med mandag, hvor der blev tilføjet 399 til opgørelsen over coronarelaterede dødsfald. Det var det laveste niveau i næsten en måned.
I alt er der registreret 21.282 dødsfald blandt coronapatienter i Spanien. Det svarer til godt 44 dødsfald per 100.000 indbyggere.
Spanien er et af de lande, der har været hårdest ramt under den globale coronapandemi.
Landet er kun overgået af Italien og USA i antallet af coronarelaterede dødsfald. Sammenlignet med størrelsen på befolkningen er Spanien kun overgået af Belgien, der har registreret 52,3 dødsfald per 100.000 indbyggere.
På grund af coronakrisen har den spanske regering indført stramme restriktioner for at bremse smittespredningen.
Den spanske regering valgte lørdag at forlænge en landsdækkende nedlukning frem til 9. maj.
Også store begivenheder bliver aflyst eller udsat på grund af coronakrisen.
Tirsdag måtte bystyret i den spanske by Pamplona meddele, at årets udgave af det historiske tyreløb er aflyst.
Tyreløbet i Pamplona tiltrækker hvert år tusindvis af udlændinge og skulle have fundet sted 6.-14. juli.
- Selv om aflysningen var forventet, så er det stadig trist, siger fungerende borgmester i Pamplona Ana Elizalde på et pressemøde på rådhuset i Pamplona.
Tyreløbet, der er en del af festivalen San Fermin, er blandt andet er beskrevet i forfatteren Ernest Hemingways bog "Og solen går sin gang" fra 1926.
/ritzau/