Selvom de nærmer sig halvtredserne er medlemmerne af det legendariske popband, Spandau Ballet, på vej tilbage til musikscenen. Onsdag vil gruppen annoncere et comeback.
Bandet var i begyndelsen af 1980'erne med til at kendetegne genren new romantic og havde stor succes med hits som 'Gold' og 'Through the Barricades'.
Bandet har bekræftet rygterne om et comeback overfor people.co.uk.
"Ja, drengene er tilbage i byen, og vi kan ikke vente. Det bliver fantastisk, vi er meget spændte. Men det vil være meget anderledes, end det vi plejede at lave," fortæller forsanger Tony Hadley, som dog også lover, at en masse af de gamle hits vil blive spillet igen.