Sommerferie i udlandet frem for nye sko. Mange af landets butikker tror, det er sådan, danskerne vil vælge, når de skal spendere deres penge fra den Særlige Pensionsordning (SP).
Regeringen håbede, at den ved at frigive SP-midlerne kunne sætte skub i forbruget og dermed den danske økonomi, men i detailhandlen regner man ikke med den store effekt af, at danskerne får penge mellem hænderne.
Tøj- og skobranchen forventer, at pengene bliver brugt på ferie i udlandet frem for i den lokale tøj- eller skoforretning. Det skriver tv2.dk.
I en undersøgelse lavet af Dansk Detail og Danmarks Skohandlerforening svarer kun knap 20 procent af tøjbutikkerne, at de tror på bedre omsætning, når danskerne 1. juni kan hæve deres opsparede SP-penge. Desuden svarer 60 procent "måske" til spørgsmålet om flere penge i kassen, når danskerne får SP på lommen.
"Det er et udtryk for, at SP-midlerne efter mange af vores medlemmers mening bliver udbetalt for sent og derfor ender med at blive brugt på en ferie i udlandet frem for herhjemme," siger Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail.