Den socialdemokratiske lokalpolitiker Lone Hindø vil nu mærke på egen krop, hvordan det er at arbejde i de uniformer, som de ansatte i Aarhus Kommunes ældrepleje klager over i sommervarmen.
Lone Hindø går lavpraktisk til værks og har lånt flere sæt uniformer, skriver Aarhus Stiftstidende.
Hun vil over en uges tid iføre sig uniformen til dagligdags husarbejde som støvsugning, vinduespudsning og skift af sengetøj.
- Det bliver halve arbejdsdage i uniform for mit vedkommende. Jeg mener, at jeg får et bedre grundlag for at forstå problematikken ved selv at prøve uniformen, siger Lone Hindø til avisen.
Lone Hindø er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget og har fået en række henvendelser fra de ansatte om, at de ikke trives i uniformen:
- Det gennemgående er, at de gerne vil kunne vælge selv. Derudover er der en række detaljer. For eksempel at uniformsnederdelen er for stram. Nogle forudser også, at uniformen på grund af kunststoffet bliver for kold til vinter. Og en fortalte, at hun er blevet henvist til speciallæge, fordi hun får eksem af uniformen, fortæller Lone Hindø.
Klager over hele landet
Ansatte i kommuner landet over har klaget over arbejdstøjet. I Aarhus har de ansatte fortalt, at de ikke føler, at de kan ånde og komme af med sveden i uniformen, som er polyester. De vil gerne have mulighed for at kunne vælge en uniform af ren bomuld.
I Viborg Kommune blev uniforms-reglerne i sidste uge bøjet efter sosu'en Anne Fabricius Tranholm havde gjort oprør og var mødt op i eget tøj på sit arbejde på Plejecenter Birkegården i Stoholm.